Den internasjonale bestselgeren Hemmeligheten – The Secret – er den siste i en rekke suksessrike selvutviklingsbøker. Mange knytter denne typen bøker til psykologisk kunnskap. Hva er forholdet mellom psykologien som fag og de tanker som formidles i boken? Hvor godt hold er det i bokens antagelser om mennesket? «Hemmeligheten» blir også beskrevet som gammel og godt beskyttet. Men er dette å «avsløre en hemmelighet,» eller er det bare en resirkulering av en gammel, velkjent oppskrift?
Av Amina Lap og Pia Tobberup (publisert 18.02.2008)
Tankernes grænseløse potentiale.
En undersøgelse af psykologiske perspektiver i The Secret
Indholdsfortegnelse
2. Præsentation og genrebestemmelse af The Secret
2.1 Komposition, stilistiske virkemidler og branding
2.2 Loven om tiltrækning
2.3 New Age
2.4 Genren
2.5 Diskussion
3. Positiv psykologi og kognitiv terapi
3.1 Humanistisk psykologi
3.2 Positiv psykologi
3.3 Kognitiv terapi
5.1 Selvskabelse og narrativer
5.2 Illusionen om kontrol
7.1 Internetsider
7.2 Andre medier
1. Indledning
Filmen The Secret udkom på det skandinaviske marked i slutningen af 2007 og har skabt opmærksomhed bl.a. via spots i biograferne og en gratis visning af de første 20 minutter af filmen på Youtube.
Filmen forholder sig nært til australieren Rhonda Byrnes bog af samme navn, som udkom i 2006 og blev oversat til dansk og norsk i 2007. Bogen bag filmen var blandt årets mest omtalte og omdiskuterede indenfor selvudviklingsgenren. Mens filmen endnu er helt ny, bliver bogen flået væk og ikke kun fra alternative boghandlere men også fra gængse boghandlere med en mere bred kundegruppe samt på landets biblioteker. I denne artiklen vil vi blandt andet undersøge, hvorfor The Secret har opnået så enorm en interesse hos så bred en modtagergruppe.
Filmen repræsenterer et eksempel på, hvordan psykologiske teorier bliver brugt udenfor det akademiske miljø. Både film og bog trækker frit på forskellige teorier indenfor videnskab, og særligt inspirationen fra psykologien fylder meget. Det er vores indtryk, at filmen både trækker på videnskabeligt accepterede psykologiske teorier og fremsætter postulater med grund i populærpsykologiske forestillinger uden egentligt fundament i psykologien, og vi finder det relevant at belyse anvendelsen af psykologiske begreber nærmere.
Filmens centrale omdrejningspunkt er positiv tænkning, og den rolle tanker spiller i fht. livsmuligheder, helbred og identitet. Vi anser det derfor for frugtbart at belyse filmens psykologiske budskaber med udgangspunkt i positiv psykologi, kognitiv terapi, sundhedspsykologi og psykologiens brug af narrativer i forståelsen af identitetsskabelse. Vi vil i vores undersøgelse til tider bevæge os over grænserne i fht., hvad der henhører under psykologien, og hvad der henhører under andre videnskaber. Vi vil i denne forbindelse bestræbe os på at skelne mellem de forskellige videnskaber. Mens undersøgelsens teoretiske grundlag vil findes indenfor forskellige retninger indenfor psykologien, vil vi endvidere trække på vores respektive hovedfag i religionsvidenskab og dansk, når vi finder det nødvendigt at belyse aspekter i filmen udenfor psykologiens kerneområder. Psykologien sættes dog i forgrunden.
I tillæg til de specifikke problemstillinger i forbindelse med The Secret, ser selvudvikling ud til at være en tendens i tiden, hvorfor vi finder det relevant at undersøge filmens verdens- og menneskesyn og de mulige iboende konsekvenser heri.
Vi indleder med en præsentation og genremæssig placering af filmen i afsnit 2. Dette afsnit skal tjene til en indføring i filmen og dens genre samt til at få belyst mulige årsager bag The Secrets popularitet. I præsentationen af filmen vil fokus ligge på en afklaring af stilistiske virkemidler og filmens branding. I dette afsnit inddrages danskfaglige begreber. I forlængelse heraf afklares filmens overordnede teori, loven om tiltrækning, hvorefter den generelle udviklingsgenre, herunder bidraget fra New Age, undersøges. New Age belyses religionsvidenskabeligt. Dermed forventes det samlede afsnit 2 at yde hovedbidraget til besvarelsen af vores første spørgsmål.
I afsnit 3 undersøger vi psykologiske retninger, som forholder sig til positiv tænkning, mere specifikt den positive psykologi, som ligesom filmen har fokus på menneskelig udvikling og potentiale, og den kognitive terapi, hvis fokus, som filmens, er på vores tankemønstres betydning for forståelsen af os selv og vores omgivelser.
I afsnit 4 sættes filmens syn på sammenhængen mellem psyke og fysisk helbred overfor sundhedspsykologiske teorier.
I afsnit 5 sættes filmens syn på menneskets muligheder for at redefinere sig selv i fht. psykologiens brug af narrative teorier. I dette afsnit foretages endvidere en diskussion af filmens verdens- og menneskesyn udfra udvalgte kognitionspsykologiske begreber, herunder ‘illusion of control’ og bias, som de anvendes indenfor socialpsykologien.
Afsnit 3, 4 og 5 tjener til en belysning af problemformuleringens andet spørgsmål angående, hvorledes filmens budskaber placerer sig i fht. psykologiske teorier. Endvidere søger afsnit 5 at belyse det tredje og sidste spørgsmål angående, hvilke eventuelle implicitte konsekvenser for individet og samfundet, der ligger i filmens menneske- og verdenssyn og kravet om udvikling.
Diskussion og sammenfatning foretages løbede i forbindelse med de enkelte afsnit, hvor vi tillige forholder os til problemformuleringen. For afslutningsvist at kunne sætte de forskellige anvendte teorier samt de pointer, vi hver især har fundet frem til, i relation til hinanden, finder vi det uhensigtsmæssigt at dele en afsluttende sammenfatning op mellem os. Derfor sker sammenfatningen i forbindelse med konklusionen i afsnit 6 med henblik på en tværgående besvarelse af problemformuleringen.
Vores emne fordrer en bred inddragelse af forskellige retninger og teorier indenfor psykologien. Vi har derfor ikke indledningsvist lagt os fast på bestemte teoretikere eller en bestemt retning indenfor psykologien og har således ikke et isoleret teoriafsnit. I stedet inddrages retninger, teorier og begreber løbende med udgangspunkt i det eksempel, vi belyser. Således sættes det praktiske eksempel i forgrunden for projektet. Projektets primære emneafgræsning bliver på denne vis en naturlig følge af de emner indenfor psykologien, filmen berører. Herudover har vi valgt at lægge hovedvægten på de psykologiske emner, som fylder mest i filmen, og tildeler således ikke de psykologiske emner, der fylder mindre i filmen, som f.eks. intuition og følelser, særlig opmærksomhed. Vi forholder os endvidere nogenlunde nært til filmen, idet vi trækker på citater herfra. Dog koncentrerer vi os primært om de overordnede temaer og budskaber, som de enkelte ellers frit flagrende udsagn samles i i den kontekst, filmen skaber. På denne vis forholder vi os som udgangspunkt åbent til filmen, men da vi samtidigt indleder med et historisk og genremæssigt perspektiv, bliver metoden pluralistisk.
Flere af de retninger indenfor psykologien, vi inddrager, kan problematiseres. F.eks. er positiv psykologi og kognitiv terapi forholdsvist nye retninger, som stadig er under udvikling. Imens er sundhedspsykologi ikke en retning men blot en disciplin i sin vorden, hvorfor der ikke her indenfor kan identificeres ét fælles begrebsapparat eller idégrundlag. De udvalgte teoretikere, f.eks. Oestrich, Seligman, Elsass og Zachariae kan, på trods af at de arbejder indenfor den evidensbaserede psykologi, kritiseres for samtidigt at læne sig op ad New Age og alternativ behandling, idet de forholder sig aktivt og undersøgende i fht. elementer heri, som f.eks. psykiske teknikkers indflydelse på helbred. I vores undersøgelse af et praktisk eksempel, der befinder sig udenfor det videnskabelige felt, finder vi det dog nødvendigt at benytte teoretikere, der overhovedet tager områderne så alvorligt, at de forholder sig til dem.
Der findes et vist sammenfald mellem de begreber, der benyttes i filmen, og de begreber der benyttes indenfor de enkelte teorier og de enkelte psykologiske retninger, til eksempel kan nævnes ‘visualisering’ og ‘positiv tænkning’. Vi forholder os naturligvis bevidste om, at disse begreber bruges forskelligt indenfor de forskellige kontekster, og indholdsmæssigt kan adskille sig meget fra hinanden.
2. Præsentation og genrebestemmelse af The Secret
Brugen af virkemidler i The Secret undersøges i forbindelse med en overordnet præsentation af filmen i afsnit 2.1, hvor vi tillige kigger på filmens branding. I afsnit 2.2 uddyber vi, hvad filmens hemmelighed, «the secret», består i. Efterfølgende forholder vi filmen til generelle tendenser indenfor New Age og dens genre. Opsummerende for afsnittet diskuteres det, hvorledes disse forhold kan tænkes at ligge til grund for The Secrets popularitet.
2.1 Komposition, stilistiske virkemidler og branding
Filmen indledes med en række associationsprægnante og storslåede klip. F.eks. ser vi en ung mand iklædt forhistorisk tøj kopiere nogle dokumenter i en grotte, mens en hær af soldater nærmer sig. Disse klip akkompagneres på lydsiden af stemningsopbyggende musik og hviskende stemmer, mens Byrne fortæller, hvordan hemmeligheden om tiltrækning har været skjult i århundreder, kun kendt af historiens store personligheder. Filmens stilistiske virkemidler, opbygningen af spænding, bidrager i høj grad til, at vi er helt med på, at vi nu præsenteres for en hemmelighed. Stilen bringer i overensstemmelse hermed tankerne over på filmatiseringen af Dan Browns populære værk Da Vinci mysteriet, som The Secret udkommer lige i kølvandet på.
Byrne fortæller, hvordan hun har opstøvet nogle af de personer, der i dag kender til hemmeligheden, og disse personer begynder efterfølgende at præsentere hemmeligheden. Som gældende for den øvrige del af filmen akkompagneres udsagnene af stemningsfuld musik og storslåede billedlige illustrationer, mens overgangene fra illustrationerne til de belærende personer er glidende og fantasifulde. I kapitel 2 «The Secret made simple» udpensles loven om tiltrækning. I kapitel 3 «How to use The Secret» forklares det, hvordan man udnytter loven om tiltrækning til at opnå de ting, man ønsker. I kapitel 4 «Powerful processes» understreges den betydning, vores tanker har, og man rådgives i forskellige øvelser.
De følgende og sidste seks kapitler centrerer sig om hvert sit tema, præsenteret som «The Secret on …». Disse temaer udgøres af følgende: penge, forhold, helbred, verden, dig selv og livet. I samtlige kapitler forklares det, hvilken rolle implementeringen af hemmeligheden kan spille for dig i fht. det enkelte tema. Kapitlerne består således hovedsageligt af gentagelser og er variationer over det samme overordnede tema, nemlig loven om tiltrækning, som vi derfor uddyber i afsnit 2.2.
Som vi skal se, adskiller The Secret sig ikke bemærkelsesværdigt fra samtidens selvhjælpsbøger indenfor genren, når det kommer til de idéer, den præsenterer. At The Secret alligevel har vundet så enormt indpas på markedet, synes derfor bl.a. at hænge sammen med måden, hvorpå dens idéer er blevet profileret. Først og fremmest har filmmediet flere virkemidler at spille på end litteraturen, som ellers traditionelt har været den primært anvendte udtryksform for selvhjælpsgenren. Dernæst er filmen blevet snedigt markedsført. Man kan bl.a. se reklamer for den i biografen, se de første 20 minutter af filmen gratis på Youtube.com og besøge filmens hjemmeside på nettet, hvor man kan købe forskellige produkter, der knytter sig til filmen.
Forfatteren er endvidere blevet profileret i et så voldsomt eksponeret show som Oprah. Filmens kilder, bl.a. John Gray forfatter af «Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus», er endvidere forholdsvist kendte personer, hvilket spiller en central rolle i fht. filmens ethos-appel, hvad vi skal komme ind på senere. Først lidt mere om de stilistiske virkemidler.
Mens det skrevne ord er afhængigt af de billeder, som modtageren selv aktivt skaber, anvender filmen som medie både ord, lyd og billeder. Billeder er i princippet flertydige, idet de betydninger, de indebærer, afhænger af den enkelte modtager, men ordene og lydsiden bidrager til at forankre billederne diskursivt. På denne vis spiller de tre former sammen i filmatiseringen af The Secret.
I The Secret tjener billederne primært til en illustration af ordene, på den måde, at de medvirker til at føre modtagerens «læsning» af ordene. Dette gøres fantasifuldt og storslået gennem dygtig brug af forskellige visuelle effekter. Filmens billedside komplementerer indholdssiden, idet brugen af effekter, symboler og fantastiske elementer understreger pointen om, at verden ikke er, som den ser ud til at være. At alt i universet er sammenhængende illustreres bl.a. gennem filmens glidende overgange. På lydsiden benytter filmen sig i høj grad af effekt-lyde og musik. Effekt-lydene benyttes til at understrege det, vi ser, mens musikken benyttes til at understrege og forstærke den stemning, billedsiden udtrykker. Også real-lyd anvendes. F.eks. beder filosof Bob Proctor os om at fokusere på et lille barn, hvorefter billedet skifter over til et barn med en skinger gråd. Billedet skifter tilbage til Bob Proctor, og lyden forsvinder. Bob Proctor foreslår nu, at vi tænker på et barn, vi holder af, og billedet skifter atter, denne gang til et klip af et glad pludrende barn. Real-lydene bruges altså ikke kun til at akkompagnere, hvad vi ser, men også til at føre modtageren igennem forskellige følelser.
Indenfor retorikken beskæftiger man sig med afsenders henvendelse til modtager, som den kommer til udtryk ikke blot i den samlede tekst, men også i hele afsenders udtryksform. Man skelner her mellem tre appelformer: logos-, ethos- og pathos-appel (Drotner m.fl. 2000: 165). Logos-appel koncentrerer sig om saglig argumentation, ser «logisk» på sagen og bruger neutralt ordvalg. Ethos-appel spiller på afsenders karakter og integritet og den tillid, man derfor må have til budskabet, og søger altså at vække modtagerens stabile følelser omkring afsenders personlighed og troværdighed. Pathos-appel søger at vække modtagerens mere letvakte følelser som vrede, harme, begejstring etc. Henvendelsesformen benytter ofte et værdiladet ordvalg og følelsesladet stemmeføring, der taler med store bogstaver.
Skønt filmen forsøger at spille på alle tre tangenter, baseres dens argumentation i form af såvel billeder, ord som lyd primært på ethos-appel og pathos-appel. Ethos-appel bl.a. i kraft af brugen af velkendte personer. Pathos-appel bl.a. i kraft af de ovennævnte stilistiske virkemidler samt i kraft af de hårdtslående sætninger, som budskaberne formuleres i og via den konspirationsteori, der præsenteres. Forsøgene på logos-appel sker bl.a. gennem referencer til videnskabelige undersøgelser, der dog, som vi skal se, anvendes problematisk og udenfor deres egentlige kontekst.
2.2 Loven om tiltrækning
‘Loven om tiltrækning’, ‘the law of attraction’, er hemmeligheden sådan som den forklares i filmen. Loven om tiltrækning virker ved, at vores tanker udsender en «magnetisk frekvens», som tiltrækker ting, mennesker, oplevelser etc., som har lignende frekvens. Hvis vi ønsker os noget, bliver det til fysisk realitet.
Desværre gælder det også den anden vej, hvilket betyder, at vores frygt for sygdom, vores pessimistiske forventninger etc. tillige materialiserer sig.
Denne «loven» forklares ikke alene som en naturlov men som den stærkeste naturlov i universet. Loven virker altid og hele tiden på alle mennesker. Man er derfor heller ikke nødt til at kende til loven eller forstå, hvordan den virker, for at kunne bruge den.
Vi behøver dog ikke panisk at kontrollere alle vores enkelte tanker. Dels er en positiv tanke 100 gange stærkere end en negativ, og dels er det nok at kontrollere vores følelser eller rettere at befinde sig indenfor det positive spekter af følelser, så vi udsender vi en positiv frekvens. Hvis vi ønsker os noget mere specifikt end godt helbred, lykke og fremgang, er dette også muligt. Ved hjælp af visualisering, øvelser og kreative fremstillinger kan vi fokusere vores tanker og frit vælge det, vi ønsker, som var universet et bestillingskatalog. Hvordan tingene i praksis skal manifestere sig, behøver vi ikke tænke på. Hvis bare vi er passionerede nok i fht. vores ønsker, har tiltro til, at de vil realiseres, og forholder os, som om det allerede var sket, så klarer universet resten.
Det er dog nødvendigt at forholde sig tålmodigt, da der eksisterer en slags «tidsbuffer», som forhindrer øjeblikkelig materialisering af tanker. Denne forsinkelse er fordelagtig, da den forhindrer manifestation af tilfældige tanker, men betyder desværre også, at folk kan miste modet og dermed stoppe realiseringen lige før, den viser sig.
At ‘loven om tiltrækning’ virker i praksis er der angiveligt masser af eksempler på. I det små ses det i form af parkeringspladser, der dukker op, når vi har brug for dem, venner, der ringer, når vi tænker på dem, og dage, der former sig som gode eller dårlige alt efter vores forventninger. På det lidt større plan ses det ifølge filmen i kraft af det faktum, at kun ca. 1 % af verdens befolkning besidder 96% af verdens værdier. De rige bliver rigere, og defattige bliver fattigere, i kraft af deres forventninger og følelser, og fordi eliten ikke har delt hemmeligheden – før nu.
2.3 New Age
Selv om «loven om tiltrækning» præsenteres som en naturlov, er det oplagt, at en del af filmens ideer og argumentation rækker ud over videnskabens domæne og først og fremmest giver mening, hvis de tolkes som et udtryk for spiritualitet eller som en del af New Age fænomenet. Da det kan være vanskeligt at adskille New Age fra populærpsykologi og videnskabelig psykologi, har vi valgt at se lidt nærmere på New Age fænomenet for ad den vej at nærme os en afgrænsning. Belysningen af New Age skal desuden bidrage til indsigt i dele af den målgruppe, filmen henvender sig til, og sammen med afsnit 2.4 belyse den sammenhæng, filmen bør ses i.
Selve begrebet «New Age» er problematisk, idet mange tilhængere indenfor «bevægelsen» helst frasiger sig betegnelsen. New Age begrebet skal derfor i højere grad ses som en religionsvidenskabelig fagterm, der bruges for at kunne beskæftige sig med en række ideer, fænomener og teknikker, der deler en familielighed, end som en betegnelse, miljøet selv identificerer sig med. At beskæftige sig med New Age giver en række problemer, da der på den ene side er tale om et fænomen med klare religiøse træk som f.eks. myter, ritualer og forestillinger om det transcendentale, mens «bevægelsen» samtidig mangler meget af den struktur, som kendetegner både klassiske og nyreligiøse grupper. Der er nærmere tale om et paradigme end en bevægelse, idet der ikke er nogen overordnet organisation, ingen fast lære, ingen veldefinerede medlemskriterier og ingen generelt anerkendte ledere.
New Age er et barn af 60’ernes eksperimenter med alternativ livsstil, rejser til bl.a. østen, kritik af det materialistiske samfund og eksperimenter med stoffer men trækker i stor udstrækning på ældre esoteriske, okkulte, religiøse og filosofiske traditioner. Inspirationskilderne er som sagt mange, og blandt de psykologiske kan bl.a. nævnes den humanistiske psykologi, som vi kommer ind på senere, gestaltpsykologien, den transpersonelle psykologi og Carl Gustav Jung. Jungs teori om arketyper har bl.a. haft betydning for New Age ideen om, at alle religioner deler en fælles kerne. Denne synkretisme, dvs. religionsblanding, er et helt generelt træk indenfor New Age, som har foranlediget betegnelsen det «religiøse tag-selv-bord».
I praksis består «det religiøse tag-selv-bord» af ideer, der spredes via bøger, kurser, foredrag, alternative messer, blade, internettet, den almindelige dagspresse m.m. Når mange i det alternative miljø selv ønsker at distancere sig fra New Age betegnelsen, er det bl.a. pga. den udprægede pluralisme. Selv om der generelt er en stor accept af forskellighed og alternative synsvinkler indenfor New Age miljøet, er der også ideer, folk ikke abonnerer på, og som måske endda opfattes som tåbelige.
Blandt de mest almindelige ideer er forestillinger om holisme, reinkarnation, synkretisme, selvudvikling. Religionshistoriker Olav Hammer nævner tillige følgende udbredte ideer, som kan optræde alene eller i forskelligartede kombinationer hos den enkelte New Age tilhænger eller gruppering: 1) At hele universet udgør en ubrudt helhed. 2) At der findes en retning i helheden. Det er menneskets bevidsthed, som skaber dets ydre omstændigheder, ikke omvendt. 3) At denne helhed er gennemsyret af en kraft eller energi, som kæder os sammen med kosmos. Denne kraft kan ses som en form for immanent guddommelighed. 4) At mennesket har vanrygtet forholdet mellem krop og sjæl. For at opnå sundhed må krop og sind ses som en enhed. 5) At der er andre, måske bedre, veje til viden end dem, vi følger, når vi observerer med vores sanser eller bruger vores fornuft f.eks. intuitive indsigter. 6) At mennesket står foran en ny åndelig tidsalder, hvor vi vil lægge materialisme og videnskabeligt snæversyn bag os (Hammer 1997:18).
Hovedparten af disse budskaber optræder, som vi skal se, i en eller anden form i The Secret. Filmens ideer er altså ikke nye men trækker derimod på en række almindelige forestillinger indenfor New Age. Denne opfattelse understøttes yderligere af, at hovedparten af filmens bidragsydere i forvejen har en mangeårig karriere bag sig som forfattere indenfor samme selvudviklingsgenre, som The Secret tilhører.[1] Desuden er det forholdsvist nemt at finde andre forfattere, som lægger sig tæt op af filmens centrale budskaber. Til eksempel kan nævnes Shakti Gawain, som er en af de forfattere, der siden 80’erne har udgivet populære bøger om visualisering, hvor en af hovedpointerne har været, at universet fungerer som et spejl for vores tanker og forventninger, og at vi på den måde selv skaber vores virkelighed på godt og ondt (ibid. 172), et budskab, som ikke adskiller sig fra The Secrets «lov om tiltrækning». Shakti Gawain skriver f.eks. i 1995:
«The Law of Radiation and Attraction. This is the principle that whatever you put out into the universe will be reflected back to you. «As you sow, so shall you reap» What this means from a practical standpoint is that we always attract into our lives whatever we think about the most, believe in most strongly, expect on the deepest levels, and/or imagine most vividly. When we are negative and fearful, insecure or anxious, we often attract the very experiences, situations or people that we are seeking to avoid (Gawain 1995).
Det, der adskiller The Secret i fht. en del af det mere spirituelle New Age litteratur, er, at de religiøse budskaber er forholdsvist afdæmpede og delvist er blevet erstattet af tilsyneladende videnskabelig argumentation. Dette, at filmen tilsyneladende argumenterer videnskabeligt og præsenterer en spiritualitet, der ikke umiddelbart forpligter brugerne i fht. en specifik religion, gør formentlig filmen mere «spiselig» for den del af publikummet, som alene ser filmen som en præsentation af metoder til succes uden nødvendigvis at forholde sig til filmens mere religiøse eller spirituelle budskaber.
At der bruges videnskabelig inspireret argumentation er heller ikke ualmindeligt for New Age. New Age har altid haft et had/kærlighedsforhold til videnskaben, særligt biologien og fysikken. På den ene side ses videnskaben som mekanistisk, begrænset og uden vilje til at inddrage det åndelige. På den anden side vil man gerne se en sammensmeltning af videnskab og åndelighed og bruger gerne henvisninger til videnskaben for at hævde, at noget sådant er undervejs. Dette ses bl.a. i The Secrets påstand om, at videnskabsfolk, religiøse lærere, politikere etc. alle er enige, samt i brugen af tilsyneladende videnskabelige begreber som bl.a. «magnetisk frekvens», «energi» og «naturlov».
Som i The Secret bruges begreberne dog ofte på en helt anden måde end i videnskaben og uden nogen form for definition eller kontekst. F.eks. forklares det, at alle mennesker har energi nok i kroppen til at oplyse en hel by, uden det forklares, at en sådan udnyttelse af vores energipotentiale ville kræve, at vores atomer blev udnyttet i en atomreaktor. I stedet bruges udsagnet tilsyneladende til at antyde et uudnyttet potentiale i mennesket samt et holistisk verdenssyn. Videnskabsfolk bruges også ofte som autoriteter, selv om de tit udtaler sig udenfor deres fagområde. Det ser vi også med kvantefysikerne i The Secret, der mere udtaler sig om filosofiske eller psykologiske emner end fysiske. At det netop er kvantefysikere, der benyttes, er heller ikke overraskende. Siden 1970’erne har særligt kvantefysik og relativitetsteorien været populære teorier indenfor New Age (Hammer 1997: 194 ff). Dels har forfattere som Fritjof Capra hævdet en sammenhæng mellem østlig tankegang og «den nye fysik», og dels har New Age altid haft en forkærlighed for det, Hammer kalder «eksotiske kræfter i forskningens yderste forpost» (ibid. 200). I New Age bruges begreber fra kvantefysikken bl.a. til at hævde en videnskabelig støtte bag ideen om, at «alt er energi», og at «alt hænger sammen» (holisme). Disse ideer optræder også i The Secret, hvor de bl.a. bruges til at sandsynliggøre tankens mulighed for at påvirke og ændre den fysiske virkelighed.
En sådan udlægning af kvantemekanikken har dog intet at gøre med kvantemekanik, og The Secrets kvantefysikere er da også udenfor filmens rammer mere kendte fra andre sammenhænge. F.eks. er John Hagelin kendt for at bekæmpe alt fra dårlig økonomi til terrorisme ved hjælp af organiseret gruppemeditation[2]. På baggrund af den måde, hvorpå lignende udsagn bruges indenfor New Age, virker det mest frugtbart at tolke de tilsyneladende pseudovidenskabelige udsagn som udtryk for spirituelle ideer, der udtrykkes ved hjælp af ord lånt fra videnskaben, end som bevidste forsøg på vildledning eller manipulation af modtagerne.
2.4 Genren
The Secret placerer sig med sit fokus på positiv tænkning indenfor en veldefineret genre. I det følgende slår vi kort ned på de væsentligste træk ved filmen, som lægger sig nært op af genren.
Idéerne om positiv tænknings virkning har floreret indenfor selvhjælpsgenren siden slutningen af 1800-tallet. Gennem en analyse af de bedst sælgende selvhjælpsbøger, der i perioden fra det 19. århundrede og op til i dag har haft fokus på positiv tænkning, undersøger Louise Woodstock i artiklen «Vying construction of reality», hvordan denne genre har anvendt religiøse, videnskabelige og spirituelle forestillinger til at styrke validiteten af dens centrale koncept om positiv tænkning. Woodstocks analyse er interessant, fordi den gør det muligt at sammenholde The Secret med de aktuelle tendenser, man kan spore i dens genre. Gennem årene har genren i stadig højere grad bevæget sig væk fra religiøse og spirituelle forestillinger til i højere grad at anvende psykologiske og videnskabelige begreber til at påvise effekten af positiv tænkning (Woodstock 2005: 156f). Endvidere har genren udviklet sig i retning af, at fokus ligger på individets egne interesser, mens institutioner som familie og stat betragtes som hæmmende for udviklingen af det «sande» individ (ibid.).
For så vidt er The Secret, som vi skal se, i overensstemmelse med genren. Woodstock peger endvidere på, at selvhjælpsmarkedet i dag er kendetegnet ved et meget stort udbud, hvorfor branding er blevet et yderst væsentligt element for genren (ibid.). Noget af det, man arbejder udfra indenfor branding, er, at publikum blandt det store udbud typisk vælger det kendte og genkendelige produkt. Dette understreger vigtigheden af den solide markedsføring, der ligger bag The Secret samt betydningen af, at de deltagende i filmen og bogen hver især repræsenterer et selvstændigt brand. Brandingen af The Secret er endvidere i overensstemmelse med den tendens, at man i genren aktuelt forsøger at engagere og inddrage læseren bl.a. via kommunikation og interaktion over internettet (ibid.), idet filmen har et stort internetcommunity.
Woodstock påpeger videre, at selvhjælpsgenren nu om dage er præget af ‘bulletpoint spirituality’, som er indoptaget fra den præsentationsstil, erhvervslivet lagde for dagen i 1990’erne (ibid. 170). Begrebet ‘bulletpoint spirituality’ dækker hvordan komplekse og væsensforskellige koncepter overforenkles ved, at de forsimples og præsenteres i sammensat form. Woodstock argumenterer for, at bulletpoint-formen: «gives you the outcome, but it removed the process» (ibid. 170). Hun mener med det, at selvhjælpsgenrens idéer om tankens kraft siden genrens etablering har bevæget sig i retning af et fokus på udfaldet (sundhed, rigdom, glæde etc.), uden at tilbyde en klar idé om, hvordan man opnår det.
The Secret følger denne tendens, idet den ekstremt reduktionistisk forklarer alt ud fra ‘loven om tiltrækning’, bruger løsrevne hårdtslående udsagn og slår på, at man ikke behøver forstå systemet for at bruge det.
2.5 Diskussion
Som det fremgår, adskiller The Secret sig ikke væsentligt fra den brede selvudviklingsgenre, den hører ind under. Samtidigt trækker den på typiske tendenser og ideer indenfor New Age. Dog med en tilstrækkelig nedtoning af de spirituelle og religiøse elementer og vægtning af tilsyneladende videnskabelig argumentation til, at budskabet bliver spiseligt for det bredere publikum, som kan vælge at bruge filmens redskaber uden at forholde sig nærmere til de moralske og religiøse implikationer.
Samtidigt så vi, at The Secret spiller usædvanligt dygtigt på visse stilistiske virkemidler og appelformer, og vi vurderer, at The Secrets popularitet tillige udspringer af den udprægede brug af pathos- og ethos-appel samt af den generelt solide markedsføring bag produktet, der, som Woodstock påviser, er vigtig, hvis produktet skal adskille sig fra det omfangsrige udbud på selvudviklingsmarkedet i dag.
Samtidigt spiller det med største sandsynlighed en væsentlig rolle, at The Secret repræsenterer et syn på mennesket som bestående af ubegrænset potentiale. Siden selvudviklingsbølgen for alvor begyndte at rulle ind over os i 1960’erne og 70’erne, har danskere ifølge Eriksen høj grad taget selvudviklingstankegangene til sig i alle lag af samfundet. Mange af dagens danskere læser selvhjælpslitteratur, går i terapi og tager på selvudviklingskurser i både privat og arbejdsmæssigt regi: «Med andre ord forstår og former vi os selv og vores samfund i lyset af selvudviklingstankens metaforer og idéer» (Eriksen 2005: 109f).
Selvhjælpsbølgen kan betragtes som udtryk for, at menneskets identitetsdannelse i stadig højere grad ses som et offentligt projekt. Udover at skulle bruge flere timer på arbejdspladsen tvinges vi f.eks. konstant til at arbejde med os selv for at forblive konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet. Ifølge Brinkmann kommer selvudviklingsmedierne den enkelte til undsætning på dette område (Brinkmann i Knorrenborg 2007:3). The Secrets popularitet kan med andre ord også bero på, at den hævder at kunne sætte skub i modtagerens personlige udvikling, så han eller hun hele tiden er et skridt foran både på det professionelle og private område.
3. Positiv psykologi og kognitiv terapi
I The Secret optræder mange populærpsykologiske udsagn, og som nævnt er det ofte vanskeligt at afgøre, hvornår inspirationen er psykologisk, og hvornår den kommer fra New Age eller populærpsykologi. Det er dog vores indtryk, at filmen faktisk indeholder en række pointer, som kan genfindes indenfor psykologien. Mange af udsagnene er så generelle, at de ville kunne belyses ud fra flere forskellige teorier, men det er vores opfattelse, at den mest oplagte sammenligning findes i fht. den positive psykologi samt i fht. kognitiv terapi. Desuden har vi valgt at introducere den humanistiske psykologi, da den har været en vigtig bidragsyder til både New Age og til selvudviklingsbølgen.
Sammenligningen med den positive psykologi er valgt, fordi den ligesom selvudviklingsgenren har fokus på udvikling af uudnyttede menneskelige potentialer, samt positive følelsers indflydelse på vores livskvalitet og helbred. Sammenligningen med den kognitive terapi er valgt, fordi man her, ligesom i The Secret, har fokus på betydningen af vores tankemønstre og mulighederne for ændringer af disse ved hjælp af forskellige teknikker.
Både den positive psykologi og kognitionspsykologien er forholdsvist nye fænomener i Danmark, og det er først indenfor de seneste år, at de har fået en vis gennemslagskraft. Den første danske bog, der gav anvisninger på kognitive behandlingsmetoder ved forskellige psykiske lidelser, udkom i 1995, men siden er der kommet et væld af kurser, foredrag og uddannelsesforløb om emnet (Rosenberg 2007: 15). Den positive psykologis historie i Danmark er endnu kortere, og det er tilsyneladende først og fremmest erhvervslivet, der har taget den til sig, hvilket er sket indenfor de seneste fem til ti år med stigende entusiasme. I foråret 2007 blev dette understreget ved etableringen af Universe Research Lab, som startede med et budget på 37 millioner kroner, som over fem år bl.a. skal gå til forskning med udgangspunkt i positiv psykologi. Samtidig arbejder flere erhvervsfonde på at etablere Ph.d. stipendier indenfor området (Erhvervsbladet 2007).
3.1 Humanistisk psykologi
Den positive psykologi tager sit udgangspunkt i den humanistiske psykologi, som blev grundlagt af Abraham Maslow, Carl Rogers, Rollo May mfl. i starten af 60’erne, som en del af tidens reaktion mod mekanistiske og materialistiske aspekter af den vestlige kultur. Den humanistiske psykologi opfattede sig selv som et alternativ til den eksisterende behaviorisme og psykoanalyse, som mentes at reducere mennesket til mekaniske robotter eller fokusere på sygelighed.
Den humanistiske psykologi lagde i stedet vægt på menneskets styrker og positive egenskaber, bevidste oplevelser, fri vilje og opfyldelsen af menneskeligt potentiale via selvrealisering indenfor bl.a. kunst, videnskab, politik, humanisme m.m. (Schultz 2004: 461ff). Den humanistiske psykologis menneskesyn kan ses som dynamisk-holistisk. Dvs. at mennesket ses som en helhed, der ikke blot kan reduceres til elementer og funktioner, samt som værende i stand til at udvikle sig gennem hele livet i stedet for at være bestemt af sin tidlige barndom, som man mente i den tidligepsykoanalyse (Bovbjerg 2001: 186).
Abraham Maslow, en af de vigtigste grundlæggere af den humanistiske psykologi, er i dag mest kendt for sin behovspyramide, som bygger på ideen om, at vores basale fysiske behov og sikkerhedsmæssige behov må tilfredsstilles, før der bliver mulighed og behov for at tilfredsstille vores mere følelsesmæssige og sociale behov for bl.a. kærlighed, tilhørsforhold og agtelse. Først når alle disse behov er tilgodeset, er mennesket i stand til at opfylde det Maslow opfatter som en iboende trang til selvaktualisering, hvilket vil sige en udvikling og opfyldelse af personligt potentiale.
Maslow studerede selvrealisering med udgangspunkt i en lille gruppe mennesker, som Maslow selv identificerede som selvrealiserende. Denne gruppe af psykisk sunde, uneurotiske og selvaktualiserende mennesker udgjorde dog ifølge Maslow kun ca. 1 % af befolkningen. I fht. menneskesyn anså Maslow mennesket som værende godt af natur, og i besiddelse af evnen til selvrealisering. Når der alligevel var onde mennesker, og det kun var ca. 1%, der var selvrealiserende, var det pga. uheldig opdragelse, som var skyld i begrænsninger, neuroser og psykisk sygdom. Hvis disse begrænsninger blev fjernet, ved at den enkelte frigjorde sig fra sin opdragelse og fandt ind til sin autentiske kerne, så ville han eller hun også instinktivt handle rigtigt og ansvarligt (ibid. 184f).
I 60’erne blev Maslow en berømthed og en slags helt eller guru for counter culture bevægelsen (Schultz 2004: 461ff), og han var bl.a. involveret i kurstedet «The Esalen Institute», som var med til at danne grundlag for The Human Potential Movement og flere alternative terapier og teorier, herunder Maslows egen transpersonelle psykologi, som han grundlagde i 1970 (Ramstedt 2007:194; Hammer 1997: 66f). Maslows forskning er siden blevet kritiseret for at være uvidenskabelig, bl.a. på baggrund af det meget lille sample, som han beskæftigede sig med, og på grund af den meget begrænsede forskningsmæssige underbygning af teorier (Schultz 2004: 466f).
Den humanistiske psykologi fik aldrig den store gennemslagskraft som selvstændig retning, men til gengæld er mange af ideerne blevet optaget i den øvrige psykologi, herunder den humanistiske psykologis menneskesyn. Desuden har den humanistiske psykologi haft stor betydning indenfor New Age og moderne managementteori (Bovbjerg 2001:184f; Schultz 2004:470f).
3.2 Positiv psykologi
Den positive psykologis udenlandske historie er ikke meget længere end den danske. Præsidenten for American Psychological Association, Martin Seligman, talte ved et symposium om optimisme og håb i 1998, hvor han bl.a. opfordrede til et øget fokus på menneskets mere positive sider og egenskaber som supplement til det eksisterende fokus på sygdom og negative følelser. Seligmans tale blev positivt modtaget, og efterfølgende skete der en markant stigning i antallet af studier, artikler og bøger med fokus på positive følelser, ligesom der ved flere universiteter er oprettet kurser eller centre med fokus på positiv psykologi (Myszak & Norby 2006:4).
I 2000 havde APA fagbladet American Psychologist et 200 siders langt særnummer om positiv psykologi. Forordet af Seligman og Csikszentmihalyi bærer tydeligt præg af, at de ikke kun ønsker en deskriptiv men også normativ psykologi. Forfatterne opfordrer til, at man fra akademisk side påtager sig et ansvar for verdenssamfundets udvikling, og at man fra psykologiens side bidrager ved at dokumentere, hvad der skal til for fremme velfærd, positive individer og sunde samfund. Som de skriver: «psychologists will learn how to build the qualities that help individuals and communities, not only to endure and survive, but also to flourish» (Seligman & Csikszentmihalyi 2000: 13). Den eksisterende psykologi kritiseres for et alt for ensidigt fokus på sygdom og modgang og for at vide for lidt om, hvordan raske mennesker klarer sig under gunstige forhold.
I stedet ønsker man sig en psykologi, der også beskæftiger sig med følelser som glæde, lykke, tilfredshed, håb og optimisme og gode menneskelige egenskaber som kærlighed, mod, sociale færdigheder, tilgivelse, æstetik, originalitet, spiritualitet, talent og visdom. Man skal kort sagt ikke kun helbrede eller forbygge men også beskæftige sig med alle de ting, der gør livet værd at leve, og de muligheder, der er for at fremelske det bedste i folk. I fht. de praktiserende psykologer opfordrer forfatterne til, at man i stedet for kun at koncentrere sig om at reparere skader også skal sætte fokus på at fremme klienternes positive sider og egenskaber, og at man prøver at gøre op med opfattelsen af klienterne som passive ofre. Som i den humanistiske psykologi tiltros individet evnen til at træffe valg og til at udvikle sig (ibid. 7).
Den positive psykologi er ikke et nyt paradigme men ifølge Hans Henrik Knoop, lektor i psykologi, nærmere et supplement til den eksisterende psykologi (Nielsen 2007: 16). Umiddelbart ser det da heller ikke ud til, at man i forskningen adskiller sig metodemæssigt fra den øvrige psykologi. Meget eksisterende forskning inddrages, f.eks. forskning i forebyggelse og modstandskraft, og ny forskning foretages med udgangspunkt i en erklæret målsætning om, at forskningen skal være metodisk stringent og empirisk valideret (Myszak & Norby 2006: 5).
Som det fremgår, har den positive psykologi en lang række fællestræk med den humanistiske psykologi, men dog med den store forskel, at man som sagt arbejder evidensbaseret. Csikszentmihalyi anerkender arv til den humanistiske psykologi men kritiserer dele af den for at have været så fokuseret på individet, at kollektivet blev glemt, og for at have inspireret til bølgen af uvidenskabelige selvhjælpsbøger og alternative behandlingsmetoder (Seligman & Csikszentmihalyi 2000: 7). Siden opfordringen i American Psychologist har Martin Seligman og Csikszentmihalyi udgivet en række bøger med udgangspunkt i positiv psykologi, som retter sig mod det brede publikum, og som derfor ofte vil finde en placering på samme hylde som de selvhjælpsbøger, som Csikszentmihalyi forholder sig kritisk til. I Danmark har vi set et lignende initiativ fra Irene Oestrich, som i samarbejde med Antonia Sumbundu har udgivet bogen Livskraft – hvordan du kan bruge den positive psykologi, hvor den positive psykologis principper kombineres med metoder fra den kognitive terapi.
Hvis vi sammenligner de optimistiske og delvist normative budskaber fra den positive psykologi med The Secret, er det muligt at finde både lighedspunkter og forskelle. En af de mest tydelige forskelle består i, at hvor The Secrets forklaringer på den ene side er meget simple, dvs. at alt forklares ud fra «princippet om tiltrækning», så kræver de også en metafysisk kobling, hvor almindelige naturkræfter ophæves og erstattes af religiøse principper fra New Age.
Til sammenligning er det en klar målsætning for den positive psykologi at være evidensbaseret, og den trækker på forskning indenfor mange områder, hvilket også betyder, at forklaringerne er noget mere nuancerede og mangfoldige og derfor også noget vanskeligere at formidle. Dette ses f.eks. i Livskraft, der på trods af den letlæselige stil introducerer mange teorier og begreber og dermed giver en noget mere nuanceret og realistisk indgangsvinkel til positiv tænkning, som kræver lidt mere af læseren.
En anden forskel består i, at hvor The Secret hævder at kunne lære individet at ændre verden ved hjælp af tankens kraft, så er den positive psykologis målsætninger på én gang både større og mindre. Større fordi man ønsker at ændre verden for alle mennesker, ikke kun en selvudviklende elite, og mindre, fordi man trods alt ikke tiltror tankerne helt så meget magt, som man gør blandt The Secrets formidlere. F.eks. medtænker den positive psykologi også mange andre faktorer, som sociale, biologiske og kognitive, der har betydning for individets muligheder.
En tredje forskel består i de mål, der stræbes efter. I The Secret er målsætningerne lykke, godt helbred og rigdom, men hovedparten af eksemplerne handler om tilegnelsen af (status)objekter som smykker, cykler, store biler og huse. Selv relationer til andre mennesker ser delvist ud til at gælde efter samme princip. Man ønsker sig en partner af en bestemt type, men de sociale relationer og deres betydning berøres ikke nærmere.
I den positive psykologi er der måske nok samme ønske om lykke, godt helbred og fremgang, men vægten ligger et andet sted. I Livskraft ser vi f.eks., at Oestrich tager udgangspunkt i Maslows behovspyramide, og under afsnittet «sociale behov» skriver hun bl.a.:
«Materielle goder er sjældent et mål i sig selv, men et middel til at opnå noget andet. Uheldigvis er det også ofte en kilde til ulykke, fordi goderne hurtigt mister deres tilfredsstillende virkning» (Oestrich 2004:18).
I stedet peger Oestrich på betydningen af selvtillid og selvværd, positive menneskelige egenskaber, harmoni, selvrealisering, sociale relationer og livskvalitet gennem bl.a. meningsfuldt arbejde, æstetiske oplevelser og spiritualitet. Som det ses i Irene Oestrichs arbejde, er den kognitive terapi en af de terapiformer, der kan kombineres med positiv psykologi, hvorfor vi ser nærmere på denne terapiform i næste afsnit.
3.3 Kognitiv terapi
The Secret refererer løbende til «loven om tiltrækning». Loven om tiltrækning skulle ifølge filmen betyde, at lige tiltrækker lige, og at tanker skaber det, de omhandler. Dette princip bruges både i fht. den enkeltes identitet, hvor tankerne konstruerer, hvem vi er, i fht. vores liv, hvor vores ønsker skaber både muligheder og begrænsninger, og i fht. det fysiske univers som sådan. Nedenfor vil vi med udgangspunkt i den kognitive terapi se lidt nærmere på tænkningens betydning for vores identitet og muligheder.
Den kognitive terapi, også kaldet kognitiv adfærdsterapi, blev grundlagt af Aaron T. Beck i slutningen af 1960’erne og var i sin oprindelse et forsøg på at tilbyde depressive patienter en mere effektiv behandling end den, der kunne tilbydes i den daværende psykoterapi. Siden da har den kognitive terapi udviklet sig og er i dag den fortrukne terapiform ved en række almindeligt forkomne psykiske lidelser som depression, angst, forbier, tvangshandlinger, skizofreni, misbrug m.m., samt i forbindelse med coaching indenfor idræt, erhvervsliv og selvudvikling. Terapien sætter tænkningen i centrum, og arbejder med betydningen af vores tankemønstre i fht. følelser, adfærd og livsførelse. Behandlingen er rettet mod at løse helt konkrete problemer, og behandlingsforløbene er forholdsvis korte (Mørch & Rosenberg 2005: 17ff. og Sct. Hans Hospital (2006).
Den kognitive terapi har som meget anden humanistisk videnskab et fænomenologisk og konstruktivistisk udgangspunkt. Denne baggrund betyder, at man indenfor kognitiv terapi ikke mener at have adgang til en objektiv ‘sandhed’, men at sandhed og mening ses som et produkt, der aktivt skabes i kraft af menneskelig tolkning samt i kraft af kognitive strukturer og processer i individet. Virkeligheden kan ikke betragtes og beskrives helt objektivt men vil altid blive tolket både i kraft af sansningen og den efterfølgende bearbejdning og beskrivelse.
Der er dog selvsagt ikke tale om en radikal konstruktivisme, hvor alle udlægninger af virkeligheden ses som lige gode, eller hvor virkeligheden bliver et rent tankeprodukt, sådan som det tilsyneladende er tilfældet i The Secrets ekstreme konstruktivisme. Det fænomenologiske og konstruktivistiske udgangspunkt betyder i stedet, at man til forskel fra den klassiske psykodynamiske ikke forsøger at finde en «virkelig mening» bag klientens udsagn men anerkender, at der i udsagnet ligger en sandhedsværdi, som tages alvorligt (Mørch & Rosenberg 2005: 19f). Denne sandhed kan dog være fordrejet eller på anden måde uhensigtsmæssig for klienten, hvilket kan udmønte sig i følelses- eller adfærdsmæssige problemer.
Den kognitive terapi er opbygget omkring fire principper: psyko-edukation, kognitiv behandling, adfærdsterapi og social færdighedstræning (Genter & Jensen 2000: 84). Gennem hele forløbet spiller klienten selv en meget aktiv rolle, og det opfattes som centralt, at klienten via psyko-edukation får indsigt i både sin diagnose og de metoder, der anvendes i terapien. Formålet med terapien er som sagt at ændre klientens uhensigtsmæssige tankemønstre og handlinger, og dette kan kun gøres, hvis klienten selv spiller en aktiv rolle i afdækning af problemer og bearbejdning af tankemønstre. I tillæg sikrer den aktive inddragelse af klienten, at denne efter terapiens ophør kan hindre tilbagefald samt fortsætte med at benytte de metoder, som har vist sig effektive under behandlingen (Mørch & Rosenberg 2005: 30). I tillæg til samtalerne er klienten aktiv mellem sessionerne, hvor der f.eks. skrives dagbogsnotater, udfyldes skemaer, så reaktioner og ændringer kan belyses, og laves forsøg med f.eks. at opsøge vanskelige situationer efter evt. at have øvet dem via visualisering eller rollespil. Gennem denne form for adfærdsterapi og social færdigheds-træning indlæres nye tanke- og handlingsmønstre.
Teorien bag den kognitive behandling bygger dels på psykoterapeutiske principper og dels på moderne kognitionspsykologi. Vi vil i det følgende berøre nogle af de væsentligste begreber i kognitionsterapien, som er knyttet til tankeprocesser, herunder begrebet «skemata», som er hentet fra kognitionspsykologien. Skemata er generelle strukturer i tænkningen, som både har betydning for vores selvbillede og vores tolkning af verden. Skemata er normalt stabile og opleves som sandheder, hvilket gør dem vanskelige at ændre, særligt hvis de er tilegnet tidligt i livet (Mørch & Rosenberg 2005: 24, Oestrich 2004: 80f).
Gennem terapien identificeres negative skemata, og via dialog bliver de mere beviste, deres rationale efterprøves, og de ophæves eller omstruktureres, så de bliver mindre negative eller mere nuancerede. I The Secret møder vi flere eksempler, som delvist kan belyses ud fra skematamodellen. Det gælder f.eks. beskrivelsen af, hvordan negative eller positive forventninger til egne evner kan virke som «selvopfyldende profetier», eller hvordan en hel dag kan forløbe positivt eller negativt alt efter forventningerne.
Til begrebet skemata er knyttet begrebet «forvrængning». Forvrængninger er den form for fejlperceptioner, der er knyttet til opretholdelse af negative skemata og dysfunktionelle tanker. Dette kan f.eks. være selektiv abstraktion, hvor dele af virkeligheden ignoreres, overgeneralisering, hvor oplevelser fra én sammenhæng overføres til alle lignende situationer, og personalisering, hvor personen tror, at alt hvad der sker, er rettet imod ham (Mørch & Rosenberg 2005: 29f). I fht. The Secrets eksempler med f.eks. den homoseksuelle mand, der synes, at alle mobber ham, kan forvrængning være med til at belyse, hvorfor en ændring i tankemønstre tilsyneladende ændrer virkeligheden, da det ændrede skema f.eks. kan betyde en ændring i de data, der bliver bearbejdet, og den måde, de bearbejdes på.
Dysfunktionelle antagelser (DA) adskiller sig fra skemata, i og med at et skema er knyttet til en indlæring, som har fundet sted i løbet af individets liv, hvor skemaet fungerede som en brugbar tolkningsramme. Selv-skemaet «jeg er ikke god nok» kan f.eks. være knyttet til personens interaktion med en specifik lærer. DA er ikke knyttet til specifik indlæring og er endvidere mindre rigide og mere foranderlige end skemata, selv om de ofte delvist består af disse. Ofte har de form af toleddede udsagn, som er handlingsanvisende som f.eks. «jeg er ikke god nok, derfor kan jeg lige så godt opgive». DA kan hermed fører til dysfunktionelle handlingsstrategier (Mørch & Rosenberg 2005: 25).
Negativ automatisk tænkning (NAT) er den understrøm af negative tanker, som f.eks. findes hos depressive patienter. Disse tanker er konkrete tanker, som er knyttet til situationen, men de er dysfunktionelle i fht. denne (f.eks. den depressives urealistisk negative tolkninger). NAT har form af eksplicitte udsagn eller forestillinger, og de kommer uvilkårligt i situationen. Deres negative indhold kommer fra de negative skemaer, som samtidig er på spil. I vores eksempel overfor kan det f.eks. være tanker af typen «han syntes, jeg er pinlig» eller «han er skuffet over mig» (ibid. 24ff). Specifikke automatiske negative tanker kan ofte ændres via en enkelt session, men det kan til gengæld tage uger eller måneder, før en ny antagelse er blevet stabiliseret og opleves som troværdig af klienten.
På baggrund af kognitionsterapiens erfaringer med skemaer, dysfunktionelle antagelser og automatiske negative tanker, virker det rimeligt at støtte The Secrets påstand om, at vores tanker og forventninger har stor betydning for vores livsmuligheder og identitet. Dels har de betydning for, hvordan vi opfatter os selv og tolker vores oplevelser, men de har også betydning for, hvordan vi opleves og mødes af andre. Ligeledes er der en vis logik i nogle af de metoder som f.eks. visualisering af ønskede situationer, psykodrama og «wish boards» som benyttes til ændring af gamle tankemønstre og etablering af nye. Man kan ikke ændre virkeligheden ved hjælp af visualisering, sådan som The Secret lover, men det virker rimeligt at antage, at man kan bruge metoder som bl.a. visualisering til at støtte indlæringen af nye tanke- og handlingsmønstre, sådan som det i en noget anderledes form sker i forbindelse med kognitionsterapiens adfærdsterapi og sociale færdighedstræning.
Hvor godt man bliver hjulpet af filmen alene kan dog problematiseres. Det virker f.eks. tvivlsomt, at vi uden videre kan ændre fastgroede skemata eller uhensigtsmæssige handlingsmønstre alene i kraft af en bevist beslutning. Som nævnt er skemaer vanskelige at ændre, og det kan kræve hjælp fra en uddannet behandler bare at identificere dem, særligt hvis de bliver opretholdt ved hjælp af forvrængninger, som jo netop beskytter skemaerne mod kritisk vurdering. Samtidig optræder automatiske tanker uvilkårligt, og vores følelser er ofte udenfor vores beviste kontrol. Dette kan gøre det umuligt at «tænke positive tanker», når vi konfronteres med noget følelsesmæssigt udfordrende, lige meget hvor hårdt vi prøver (Oestrich 2004: 60).
Hvis der tillige er tale om personer, der lider under behandlingskrævende problemer, så er det yderligere problematisk. Oestrich peger flere steder på, at kognitiv terapi kræver professionelt uddannede terapeuter:
«Lige som det er utænkeligt at lade andre end specialiserede kirurger operere dårlige hjerter, så bør det også være utænkeligt at lade ikke-specialiserede psykoterapeuter foretage terapeutisk intervention» (ibid. 15).
Skepsisen overfor uuddannede terapeuter kommer tilsyneladende af erfaring med fupterapeuter, som har misforstået den kognitive terapis ide om positiv tænkning og har givet deres klienter den opfattelse, at det «bare handler om at tænke positivt». Hvis klienterne lider af moderat angst og depression, og det ikke lykkes at tænke positive tanker, mener Oestrich, at det kan blive «endnu en grund til selvbebrejdelser og destruktiv tænkning, som passer fint ind i deres dysfunktionelle skema» (ibid. 94f).
Yderligere er det et oplagt problem, at The Secret ikke nøjes med at arbejde med vores tolkninger men også lover, at virkeligheden retter sig efter dem. Som Irene Oestrich påpeger, kan vi ikke fjerne rodet på vores skrivebord blot ved at tænke det væk, ligesom vi er nødt til at forholde os til livets eksistentielle forhold (ibid. 53, 83). Hvis ikke dette sker, kan den positive tænkning blive til virkelighedsflugt:
«Positive tanker kan være befriende, men man kan også godt bruge positiv tænkning i en overdreven form, og så er det som regel blot en anden form for undvigelse og manglende kapacitet til at forholde sig til livets mere dystre sider» (ibid. 89).
4. Sundhedspsykologi
Et af de mere konkrete områder, hvor filmen fremhæver, at positiv tænkning spiller en væsentlig rolle, er i fht. forebyggelse og helbredelse af fysisk sygdom.
Forbindelsen mellem positiv tænkning og helbred tildeles betydelig opmærksomhed i filmen, og relativt tidligt afsløres det synspunkt, at sygdom er noget, man tiltrækker sig, fordi man fokuserer på det. Som eksempel på, at vores kroppe er produkter af vores tanker, fremhæves placeboeffekten, hvor det erklæres, at placebo kan have den samme hvis ikke til tider en endnu større effekt end reel medicin (filosof, John F. Demartini, TS).
Grundidéen i filmen er, at universet af natur kun består af godhed og sundhed. Når du lader denne universets sundhed strømme igennem dig, har du det godt, og når du strider imod, bliver du syg. Demartini forklarer, at vores fysiologi skaber sygdom for at lade os vide, at vi mangler, hvad han kalder, ‘et balanceret perspektiv’: «Our physiology creates disease to give us feedback, to let us know that we have an unbalanced perspective, that we are not loving and that we are not thankful».
Implicit i denne tankegang ligger selvfølgelig den problematiske forestilling, at vi selv er skyld i sygdom, at den har manifesteret sig i os, fordi vores tanker ikke er taknemmelige og kærlige nok. Endvidere fremhæves det, at alle diagnoser og sygdomme er resultater af stress (læge, Ben Johnson, TS). Spørgsmålet bliver herfra, om man så også ved tankens kraft kan helbrede sin sygdom. Kapitlets to eksempler Cathy Goodman og Morris F. Goodmann svarer entydigt ja på dette spørgsmål. Førstnævnte forklarer, hvordan hun ved at visualisere sig selv som helet og se sjove film blev helet helt for brystkræft i løbet af 3 måneder uden kemoterapi eller stråler. Mens andennævnte på trods af, at lægerne dømte ham til lammelse resten af livet, rejste sig fra sengen og gik ved hjælp af koncentreret visualisering.
The Secrets idéer læner sig, om end kun til en vis grænse, op ad nogle af de idéer, der arbejdes med indenfor feltet sundhedspsykologi. Her er det dog først og fremmest værd at bemærke, at sundhedspsykologi er en disciplin i sin vorden, og at man her indenfor arbejder ud fra det vilkår, at sundhedsbegrebet er flydende og foranderligt og dermed vanskeligt at definere klart og enstemmigt (Juul Jensen 1994: 17f). Som udgangspunkt synes den grundantagelse, som filmen repræsenterer, altså at psyke og soma spiller sammen i etableringen af sygdom, accepteret indenfor visse dele af sundhedspsykologien (f.eks. Elsass 2000: 142), om end samspillet i sundhedspsykologisk forskning betragtes som noget mere komplekst end i filmen.
Da et af de overordnede postulater i The Secret er, at stress er roden til al sygdom, skal vi her fokusere på, hvilken indvirkning, man indenfor forskningen i sundhedspsykologi mener, stress kan have på helbredet. Der findes ganske vist undersøgelser, der har vist, at der findes en sammenhæng mellem stress og psykofysiologiske forhold (Ibid. 131), men disse undersøgelser peger ikke nødvendigvis på sammenhænge mellem stress og mere alvorlige sygdomme og kan desuden ifølge Elsass kritiseres for ikke at leve op til en række metodologiske krav.
Nogle af problemerne består i, at mange af de statistiske korrelationer er ganske små, og at mange personer udsættes for alvorlige stresssituationer uden at blive syge (ibid. 132f). Sidstnævnte forklares dog hos Elsass med bl.a. begrebet ‘coping’.
Coping dækker over individuelle evner til at reducere og tåle stress (Ibid. 138). Udfra Elsass’ beskrivelse af copingstrategier synes den strategi, som filmen lægger op til, særligt at have fællesstræk med emotionsfokuseret coping, som handler om at bemestre egne følelser i fht. en stresssituation. En af strategierne indenfor emotionsfokuseret coping kunne være bevidst at forsøge at beherske sine følelsesmæssige reaktioner på en stressende situation ved at fokusere på behagelige tanker. En anden kunne være at bruge forsvarsmekanismer som fortrængning (ibid. 140). Begge strategier synes at have været iværksat af filmens to eksempler på helbredelse gennem visualisering.
Selvom man med interesse undersøger korrelationer mellem stress og etableringen af sygdom i relevant forskning, finder vi ikke filmens postulat om, at al sygdom er afledt af stress, støttet indenfor forskningen i sundhedspsykologi. Dog synes der altså at være noget om snakken, når det hævdes i filmen, at det har en effekt at fokusere på noget positivt, når man vil undgå at blive syg af stress. Men kun i den udstrækning, at denne copingstrategi kan bevirke, at man klarer visse situationer bedre og dermed reducerer stress, som kan have indflydelse på helbredet i en (og dette er vigtigt) endnu uvis udstrækning.
At også helbredelse er afhængig af både psykologiske og fysiologiske forhold synes tillige at vinde accept indenfor forskningen i sundhedspsykologi. Som i filmen er placeboeffekt også her et yndet eksempel, som bl.a. Elsass tager op (ibid. 142). Elsass gør opmærksom på, at visse sygdomme, f.eks. forhøjet blodtryk, er mere modtagelige overfor placebo end andre, f.eks. et brækket ben (ibid.). Ifølge Elsass er der dog sandsynligvis en række fysiologiske forhold, der ændres ved placebo-behandling. Han nævner en undersøgelse, der har vist, at vorter kan forsvinde, skønt de pensles med et farmakologisk set uvirksomt stof. Særligt på baggrund af dette magre eksempel konkluderer han følgende: «fysiologiske forhold ændres ved psykologiske mekanismer (Mechanic 1968, ref. fra Kringelen 1983: 340)» (ibid. 145).
Dette postulat indeholder givetvis sandheder, men Elsass tiltro til lige præcis placebo-effekt kan dog problematiseres. Meget tyder på, at placebo har størst succes, når det er rettet mod det subjektive element ved sygdom, dvs. sygdomsfølelsen, smerten, appetitløsheden, trætheden, depressionen og angsten, og selv i denne forbindelse kan placebo betragtes som havende meget ringe effekt (jf. Claesson 2004: 43). En undersøgelse, hvor over hundrede individuelle dobbeltblindede kliniske studier blev analyseret, viste ifølge Claesson noget overraskende en meget ringe effekt af placebo. Der fandtes kun en let dæmpende effekt på sygdomsrelateret smerte men ingen virkning på objektive mål for sygdomsintensitet. Altså ingen helbredende effekt af placebo (ibid. 44).
Når det i The Secret postuleres, at placebo kan have en endnu større effekt end medicin, må man undre sig. Hvis et forsøg med placebo, som det beskrives hos såvel Elsass (2000: 143) som Claesson (2004: 43), er et forsøg, hvor nogle får placebo, mens andre får aktiv medicin, og hvor hverken dem, der uddeler medicinen, eller dem, der tager den, ved hvem, der får hvad, skulle det således stå alle lige frit at benytte placeboeffekt, ligegyldigt om de får medicin eller ej. De gavnlige sider ved placebo skulle derfor både optræde hos dem, der får medicin, og dem der får placebo. Hvis de, som kun får placebo, klarer sig bedre, må der være noget skadeligt i den faktiske medicin. Generelt synes The Secret, typisk for genren, således at overdrive betydningen af forskningsresultater og anvende dem uden for deres egentlige kontekst.
I begge eksempler på helbredelse i The Secret lægges der vægt på, at visualisering har spillet en afgørende rolle for helbredelse. Elsass argumenterer tillige for, at man ved hjælp af en psykisk teknik som visualisering kan bidrage til helbredelse (Elsass 2000: 155). Han fremhæver dog, at i formidlingen af brugen af disse psykiske teknikker bliver den positive behandlingseffekt ofte overdimensioneret i fht. de alt for få undersøgelser, der videnskabeligt set dokumenterer behandlingen (ibid.). Elsass henregner i denne forbindelse en psykisk teknik som visualisering til ‘det psykobiologiske område’ (ibid.) og påpeger, at dette område endnu er så nyt, at det mangler en begrebsmæssig udvikling og en empirisk erfaring, før man bredt kan udbrede behandlingsmåderne. Elsass beklager dette forhold og synes altså positivt stemt overfor diverse psykiske teknikker til fremme af sundhed og behandling af sygdom, så længe de praktiseres indenfor reelt psykologifagligt regi.
Derimod er han meget på vagt overfor selvhjælpsbølgen:
«Et af resultaterne af denne mangelfulde begrebsudvikling og den dårlige empiriske basis er, at mange selvhjælpsbøger har en foruroligende mangel på specificitet. Behandlingerne bliver ofte foreskrevet til hvem som helst, uden at der bliver taget forbehold for at de faktisk kan være skadelig for nogle patienter» (ibid. 156).
Elsass påpeger endvidere den problematik, som vi har været inde på, nemlig at selvhjælpslitteraturen lægger op til en aktiv behandlingsideologi, hvor patienten selv gøres ansvarlig for sin situation, hvilket kan medføre, at denne oplever en unødvendig skyld for ikke at blive rask (ibid. 156). Som Zachariae fremhæver er rimelige etiske indvendinger som denne imidlertid ikke et holdbart argument mod, at der skulle være en forbindelse mellem psykologiske faktorer, kroppen og helbredet (jf. Zachariae 1992: 81).
Som man fornemmer, forholder også Zachariae sig positivt stemt overfor virkningen af psykiske teknikker som visualisering. Men som Elsass diskuterer han graden af visualiserings virkning på et mere moderat niveau end filmen. I artiklen «Evnen til selvregulering» argumenterer han for, at det er tid til et nyt sundhedsbegreb, der i stedet for det gamle biomedicinske sundhedsbegreb fokuserer på sundhed snarere end sygdom (Zachariae 1997: 252). Relevansen af et nyt sundhedsbegreb forsøges konkretiseret ved hjælp af to eksempler, som det biomedicinske sundhedsbegreb har vanskeligt ved at forklare nemlig immunsystemet og kræftsygdomme. Han hævder, at de sidste årtiers forskning har påvist, at en række biologiske processer i den menneskelige organisme, som tidligere blev betegnet som ‘autonome’, dvs. overvejende udenfor psykens indflydelse, i realiteten ikke kan betragtes som autonome. Til eksempel nævner han forsøg, der har antydet, at en psykisk teknik som afspænding kan have en positiv effekt på immunsystemet (ibid. 274).
I værket Visualisering og helbredelse diskuterer Zachariae yderligere de psykologiske behandlingsmetoders muligheder men fremhæver, at disse teknikker, herunder visualisering, skal anvendes med den samme kritiske realisme, som man anvender i enhver anden behandling (Zachariae 1992: 125). Zachariae foreslår, at vi anskuer livsstilssygdomme som f.eks. kræft udfra en mere helhedsorienteret synsvinkel, hvor både psykologiske, sociale, kulturelle og biologiske forhold medregnes (Zachariae 1997: 257). Han fremhæver i tråd hermed, at skønt vi efterhånden har udviklet høj specialiseret viden på henholdvist det biologiske, psykologiske og sociale niveau, så mangler vi fortsat i høj grad tilstrækkelig viden om selve sammenhængen mellem disse processer på de forskellige niveauer (ibid. 267). Han prøver at sammentænke de forskellige vinkler på sundhed og sygdom med begrebet ‘selvregulering’.
For at forstå organismens udvikling både som arter og individer skal vi primært forstå dem som organiseret udfra et ‘selvregulerende princip’ (ibid.), hvilket bl.a. handler om erkendelsen af, at organismens indre balance afhænger af dens evne til at tilpasse sig påvirkninger fra det sociale miljø (ibid. 272). Det nye sundhedsbegreb, som foreslås, kaldes ‘bio-psyko-socialt’ og bør efter Zachariaes opfattelse interessere sig for individets evne til at genetablere selvreguleringen: «med andre ord individets selvhelbredende potentialer» (ibid. 271). Fremtidige behandlingsformer bør ud fra samme tankegang kombinere biologiske, psykologiske og sociale interventionsmetoder for at maksimere deres effekt (ibid.).
Ved første øjekast synes Zachariaes grundlæggende idéer måske at være i overensstemmelse med dem, som fremlægges i The Secret, og Zachariae erkender da også, at den helhedsorienterede tilgang til mennesket, sundhed og sygdom, som han selv plæderer for, er et særligt kendetegn ved «new age». Men han understreger, at den holistiske synsvinkel, som han betragter som en systemteori, ikke er ny, og at alternative behandlere og new age tilhængere ofte bruger betegnelsen ‘holistisk’ oversimplificeret (ibid.). Zachariae finder endvidere, at det er utilstrækkeligt blot at inddrage psykosociale faktorer i forståelsen af sundhed og sygdom og behandle dem på linje med de biologiske faktorer ligesom han betragter det som forkasteligt at ville erstatte de biologiske årsagsmodeller med andre, f.eks. psykologiske (ibid. 266).
I The Secret betragtes psyken som den klart vigtigste faktor i forbindelse med sygdom og helbredelse. Kun kort fremhæver en af filmens kilder, at skønt det vigtigste er at tænke positivt, kan det være fornuftigt at tage medicin imens, hvis man er i en akut livstruende situation: «So you don’t want to neglect medicin, every form of healing has its place» (filosof, Demartini, TS), og denne sikkerhedsforanstaltning kunne lige så vel være tilvejebragt af frygt for eventuelle sagsanlæg.
Det dominerende syn på sundhed og sygdom, som repræsenteres i filmen, kan således anskues som lige så problematisk og lige så lidt helhedsorienteret som den traditionelle dualistiske tilgang, Zachariae kritiserer, idet den traditionelle dualismetankegang vedrørende sundhed kan betragtes som blot vendt på hovedet, når filmen fremhæver psykens indvirkning og undervurderer biologiske forhold. I det hele taget forekommer det problematisk, når filmen bl.a. ved at henvise til placebo, der, som vi har set, ikke synes at have dokumenteret helbredende virkning, opmuntrer folk til at helbrede sig selv for f.eks. kræft gennem positiv tænkning. Vælger man som filmens kvindelige eksempel medicin fra, kan konsekvensen være dødbringende. Skønt positiv tænkning synes at være en ressource i forbindelse med forebyggelse af sygdom og som hjælp ved helbredelse, er det desuden vigtigt, at man ikke på baggrund af overoptimisme overser eller fortrænger sygdom eller forværringer af sygdom.
5. Menneske- og verdenssyn
Som i ovenstående undersøger vi i dette afsnit bestemte grundholdninger i The Secret og forholder dem til relevante begreber indenfor psykologien. I det følgende afsnit 5.1 anvendes begrebet ‘det narrative’, som det anvendes indenfor psykologien, i forsøget på at sætte filmens ideer om menneskets mulighed for at redefinere sig selv i relevant perspektiv. Dernæst undersøges filmens verdens- og menneskesyn i afsnit 5.2., hvor det sættes overfor det psykologiske begreb ‘Illusion of control’. I denne forbindelse belyses spørgsmålet angående hvilke eventuelle konsekvenser, der ligger i menneske- og verdenssynet samt i fokuset på selvudvikling.
5.1 Selvskabelse og narrativer
«You are the Michelangelo of your own life, the David that you are sculpturing is you, and you do it with your thoughts» (metafysiker, Joe Vitale, TS).
The Secret fremsætter forskellige udsagn angående menneskets muligheder for at skabe sig selv, gøre sig fri af sin fortid og skabe sin fremtid. Filosof James Arthur Ray fremhæver, at man ikke bør bestemme sig selv ud fra, den man var (fortid), eller den man er (nutid), fordi man så gør det umuligt at forandre sig. I overensstemmelse hermed påpeger Joe Vitale, at ens øjeblikkelige omstændigheder netop kun er ens øjeblikkelige omstændigheder. Forfatter Jack Canfield cementerer, at man kan vælge at sætte sig ud over sin fortid og fokusere på sin fremtid – faktisk i en sådan grad, at det negative i fortiden helt forsvinder, ligesom visionær Michael Beckwith slår fast, at: «you can begin where you are». Filmen fortæller os således, at mennesket har ubegrænsede muligheder for at redefinere eller omskabe sig selv, uden at fortid og nutid behøver at spille ind.
Det forekommer os relevant at forholde ovenstående idéer til psykologiens begreb om måden, hvorpå mennesket skaber sit billede af sig selv gennem narrative strukturer. Det narrative anvendes typisk i psykologisk sammenhæng som en betegnelse for måden, hvorpå vi konstruerer og forstår vores ‘selv’ og vores liv gennem historier. Narrativ psykologi er i dag et bredt orienteret felt, der strækker sig over så forskellige tilgange som bl.a. psykoanalyse, humanistisk orienteret (fænomenologisk) psykologi og kognitiv psykologi (Christensen 2002: 145). Siden 1980’erne har man kunne bevidne en voksende interesse i personlige narrativer og livshistorier. Hos Sarbin endda i en sådan udstrækning, at det narrative foreslås som en slags ‘root metafor’ for det psykologiske område som helhed.
Sarbin beskriver det narrative som et organiserende princip og fremhæver den betydning, det spiller for menneskets måde at tænke på (Sarbin 1986: 8). Det narrative betragtes som indholdsmæssigt sammenligneligt med begrebet ‘story’, som indebærer en begyndelse, midte og slutning – eller en fornemmelse af slutningen, og holdes sammen af genkendelige mønstre af hændelser eller plots (ibid. 3). I de nyere narrative teorier om personlighed betragtes livshistorien endvidere ifølge McAdams som en konstruktion, der fungerer som en væsentlig bestanddel af personligheden (McAdams 1999: 479). En af det narratives vigtigste funktioner er at integrere egentligt fundamentalt forskellige elementer i menneskelig oplevelse i et mere eller mindre kohærent hele. Disse egenskaber ved historien eller det narrative betragtes som betydeligt integreret i autobiografiske genkaldelser (ibid. 482).[3]
McAdams fremhæver, at når man anlægger et historisk perspektiv på sit selv og udvælger, omarrangerer og konstruerer scener, karakterer og plots fra sin autobiografiske fortid, gør man det i lyset af sin opfattelse af nutiden og sine forestillinger om fremtiden. Den udviklende historie, som bliver resultatet af denne selektive tilpasning af fortid, nutid og fremtid, udgør ifølge McAdams ens identitet (ibid. 486).
Også Bruners artikel «Self-Making Narratives» er interessant. Heri beskrives menneskets skabelse af sin historie om sig selv som ‘the narrative art of self-making’. Bruner fremhæver, at vi har en stærk trang til at søge sammenhæng eller kontinuitet over tid og sted, men at der ikke findes et fast essentielt selv, man blot kan beskrive:
«We constantly construct and reconstruct a self to meet the situations we encounter, and do so with the guidance of our memories of the past and our hopes and fears for the future» (Bruner 1994: 210).
Vi ser det således også hos Bruner fremhævet, at vores minder såvel som vores forestillinger om fremtiden spiller ind på det billede, vi skaber os af os selv.
Der findes altså en uoverensstemmelse mellem The Secret og de grundliggende antagelser, der ligger i psykologiens begreb om narrativer, idet antagelsen i The Secret jo bl.a. er, at man ikke behøver implementere sin fortid i sin fortælling. Dog fremhæver Bruner, at vores ‘self-making stories’ konstant bliver forældede. Ikke kun fordi vi bliver ældre eller klogere, men fordi de er nødt til at kunne passe ind i nye omstændigheder, venskaber og foretagender. I processen med at udvikle vores selvnarrativer påvirkes vores minder: «Our very memories become victims of our self-making stories» (ibid.). Det, der sker i tiden efter en begivenhed i vores liv, påvirker altså måden, vi fortæller historien om den på.
The Secrets antagelse om, at vi kan løsrive os fra ‘den vi var’ gennem fokus på ‘den vi gerne vil være’, synes således at være i overensstemmelse med Bruners begreb om ‘self-making’ i den udstrækning, at vi er i stand til at omfortolke vores minder, så de passer ind i den retning, vi er i gang med at udvikle os i, således at vores billede af os selv kan bevares som sammenhængende over tid. Men den påstand, at det almindeligvist skulle være muligt at kunne se bort fra sin fortid i en sådan grad, at den ganske forsvinder fra vores bevidsthed, finder vi ikke støttet i psykologiens brug af det narrative.
Ej heller synes det plausibelt, at man skulle kunne opnå total frihed i fht., hvordan man definerer sig selv. Tværtimod er det væsentligt at holde sig for øje, at vores omgivelser som f.eks. familie og venner på mange måder er med til at bestemme de historier, vi fortæller om os selv, idet de f.eks. fastholder os i billeder af os selv. Skulle man kunne fortælle sin egen historie frit og efter forgodtbefindende, kunne det altså synes nødvendigt at bryde med samtlige af de sociale relationer, man indgår i, og som er med at påvirke, hvordan man definerer sig selv, hvilket ikke alene ville være uhensigtsmæssigt men praktisk umuligt.
Bruner beskriver endvidere ‘self-making’ som en dialektisk proces og balancekunst influeret både af elementer indefra (individet) og udefra (omverden). Den ‘indre’ side af ‘self-making’ beskrives som hukommelse, følelser, ideer, forestillinger og subjektivitet. Den ydre består af alle de forventninger, vi ofte uden at tænke over det tager til os fra den kultur, vi lever i (ibid. 211). Bruner finder, at selvet er blevet et udpræget offentligt emne i vor tid: «Endless books tell us how to improve it» (ibid. 212). Blandt de endeløse rækker af selvforbedrende medier, som Bruner nævner, kan The Secret selvsagt henregnes, og dens popularitet kan således betragtes som et udtryk for, at skabelsen og forståelsen af ens egen identitet i stadig højere grad bliver et offentligt emne, hvilket er i overensstemmelse med Brinkmanns tidligere nævnte synspunkt.
5.2 Illusionen om kontrol
«We are creaters of our universe» (Konsulent Marie Diamond, TS).
Filmens centrale koncept, loven om tiltrækning, bygger som nævnt på den antagelse, at ens tanker skaber verden – endda i en sådan udstrækning, at ens tanker former den fysiske verden. Det fremhæves gang på gang, at alt, hvad der sker for dig af negativt eller positivt, skyldes dine egne tanker. Denne forestilling om mennesket som værende i stand til at styre sin egen skæbne kan måske umiddelbart lyde positiv, men tankegangen implicerer, at man kan betragte det negative, f.eks. kræft og tsunamier, som hænder en selv og andre, som noget selvforskyldt. Der findes således ikke plads til tilfældighed i The Secrets verdensbillede.
Denne måde at tænke verden på som «retfærdig» er et velkendt problematiseret fænomen indenfor den del af psykologien, særligt kognitionspsykologien men også bl.a. socialpsykologien, der beskæftiger sig med ‘attribution’. Hos Hogg og Vaughan kaldes fænomenet for ‘illusion of control’. Vi mennesker ynder at forestille os, at dårlige ting hænder for dårlige mennesker, og gode ting hænder for gode mennesker – at mennesker med andre ord får, hvad de fortjener, og har en vis kontrol over, hvad de udsættes for.
Denne tankegang går igen i mange religiøse systemer. Som attributionsmønster får det verden til at synes kontrollabel og som et trygt sted, hvor vi i en vis udstrækning kan bestemme vores egen skæbne. Denne måde at tænke verden på kan dog kritiseres for at føre til, at ofre betragtes som ansvarlige for deres uheld, således at fattigdom, undertrykkelse og tragedie alt sammen sker, fordi ofrene fortjener det (jf. Hogg og Vaughan 2005: 99). Tankegangen har således en latent betydning for måden hvorpå, vi forstår andres ulykker, og kan i yderste konsekvens have betydning for den udstrækning, hvori vi viser medfølelse og medlidenhed i fht. andre.
The Secret fokuserer så ensidigt på den enkeltes udviklingsmuligheder, at den større sociale sammenhæng stort set ignoreres. Det handler alt sammen om dig, og om hvad du vil have, og der tages ikke stilling til moralske eller etiske spørgsmål angående, hvad man kan ønske sig. Tværtimod er det f.eks. helt i orden at ønske sig andre mennesker på lige fod med oplevelser eller ting:
«This is like having the universe as a cataloque and you flip through it and you go well I would like to have this experience, and I would like to have that product, and I would like to have a person like that, it is you just placing your orders at the universe» (Metafysiker, Joe Vitale, TS).
Også filmens budskab om, at man bør undgå alt, hvad der får ens opmærksomhed ledt hen mod noget negativt, fordi man ellers tiltrækker det, kan problematiseres, idet dette bl.a. involverer, at man skal undgå fede, syge og fattige mennesker, hvilket i sin yderste konsekvens kan betyde udstødelse og fremmedgørelse af visse grupper i samfundet.
Brinkmann og Eriksen påpeger, at selvrealisering, personlig udvikling og selvudvikling er nøgleord, der er kommet til at spille en væsentlig rolle for det vestlige menneskes forståelse af sig selv. I værket Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur kritiserer de denne selvudviklingstankegang for at skjule magtrelationer på arbejdspladsen, føre til ansvarsforflygtigelse overfor børn i skolerne, reducere vores ægtefæller til midler i vores personlige udvikling og fjerne politisk incitament og socialt medansvar ved at maskere sociale problemer som personlige problemer (Brinkmann og Eriksen 2005: 7).
Brinkmann og Eriksen anlægger, som det fremgår, en yderst kritisk vinkel på selvudviklingsbølgen og anser det største faremoment herved for at være, at ansvaret for fejl og utilstrækkelighed i stigende grad placeres hos det enkelte individ:
«Denne tankegang underminerer vores sociale medansvar og tilslører de legitime grunde vi har til at hjælpe svagt stillede borgere, hvilket kan få uheldige samfundsmæssige konsekvenser» (ibid. 11).
I kritikken går en af bogens forfattere, Nina Østby Sæther, så vidt som til at påpege sammenhænge mellem idealet om det selvrealiserende menneske og den kliniske psykopats faktiske adfærd (Østby Sæther 2005: 89).
Filmens maskering af sociale problemer som personlige problemer kan altså betyde noget for oplevelsen af socialt medansvar. Tankegangen kan endvidere have konsekvenser for os selv som enkeltindivider. Troen på en retfærdig verden kan nemlig føre til selvbebrejdelse. Kigger vi på begrebet ‘self-serving biases’, ser vi, at mennesker har en tendens til at tillægge indre omstændigheder ansvaret for deres succes. Dette fænomen beskrives hos Hogg og Vaughan som en selvfremhævende bias (Hogg og Vaughan 2005: 98). Samtidigt har vi en tendens til at tillægge ydre omstændigheder ansvaret for vores fiaskoer. Dette fænomen beskrives som en selvbeskyttende bias. Generelt er selvfremhævende bias mere typisk end selvbeskyttende, og dette forhold forklares bl.a. med, at mennesker med lav selvtillid har en tendens til ikke at beskytte sig selv ved at tillægge ydre omstændigheder skylden for deres fiaskoer men i stedet tillægger indre omstændigheder, altså sig selv, skylden (ibid.).
The Secret bekræfter, at man bør tillægge sig selv skylden for fiasko. Da den samtidigt fremhæver det menneskelige potentiale, vurderer vi dog, at de som tiltrækkes af filmen, mest sandsynlig er mennesker, der i forvejen har et positivt livssyn, føler at de har indflydelse på deres liv og har tillid til eget udviklingspotentiale.
Det menneske- og verdenssyn, filmen repræsenterer, det udprægede fokus på individet, den ekspanderede idé om personligt ansvar og forestillingen om, at mennesket har ubegrænsede muligheder, og dets situation derfor afhænger af de valg, det træffer, er på mange måder typisk amerikansk og i uoverensstemmelse med det danske fokus på socialt ansvar samt vægtning af betydelige faktorer som social arv etc. Selvom udviklingsbølgen, jf. Eriksen, er over os herhjemme, er det altså langt fra givet, at filmens grundlæggende idéer helt kan accepteres af den danske modtager. Når vi forholder os til de problematikker, der umiddelbart ligger implicit i filmens menneske- og verdenssyn, må vi desuden have in mente, at filmen blot er en af tusindvis af påvirkninger, som modtageren udsættes for, samt at modtageren ikke kan forventes ukritisk at overtage filmens synspunkter.
Derfor kan den ovennævnte problematisering af filmen betragtes som overdreven i fht. de reelt sandsynlige konsekvenser af filmen. Med manglen på etiske og moralske overvejelser tilbyder filmen ikke en helhedsorienteret verdenstolkning, som kan erstatte modtagerens i forvejen etablerede verdenssyn, hvorfor den ikke dækker alle de menneskelige behov for etik, moral og eventuelt spiritualitet. I stedet tilbyder den redskaber til selvudvikling, som den enkelte modtager kan integrere i sit eksisterende verdenssyn og sin eksisterende moral. Som nævnt i afsnittet om New Age er det almindeligt, at mange skaber deres eget livssyn ved at kombinere flere af de forskellige forestillinger, der findes på det spirituelle tag-selv-bord. Samtidigt er det som nævnt i forbindelse med afsnittet om narrativer ikke muligt ganske frit at omdefinere sig selv, hvorfor det ikke forekommer sandsynligt, at de som ser filmen, ændrer sig radikalt på baggrund af filmens budskaber. Det, der bevirker, at ovenstående overvejelser alligevel synes væsentlige, er den udbredelse, vi, jf. Brinkmann og Eriksen, finder i samtiden af synspunkter, der på mange måde sætter individet i fokus og tildeler den enkelte det fulde ansvar for sit liv.
6. Konklusion
Det, der umiddelbart vakte vores interesse for The Secret, var en nysgerrighed i fht., hvorfor netop dette værk havde tiltrukket sig så stor opmærksomhed, når nu det ikke umiddelbart syntes at tilføje markedet noget nyt. Det første, vi har ønsket at belyse, har derfor været, hvorfor The Secret har opnået så enorm en interesse hos så bred en modtagergruppe. I vores søgen efter at besvare dette spørgsmål har vi valgt at forholde filmens overordnede budskab, stilistiske virkemidler og argumentationsappel til generelle tendenser indenfor dens genre for herigennem bedre at kunne vurdere, hvad der gør The Secret i stand til at appellere kraftigere og til et bredere publikum end lignende værker.
Gennem en undersøgelse af The Secrets stilistiske virkemidler fandt vi bl.a., at den gør dygtigt brug af pathos- og ethos-appel, mens undersøgelsen af New Age påpegede, at filmens logiske argumentation halter, hvorfor dens logos-appel kan betragtes som problematisk. De mange henvisninger til videnskab viste sig at skulle betragtes som en del af en spirituel diskurs, som således underbyggede sin autoritet ved at låne begreber fra den videnskabelige diskurs. Dette er dog muligvis ikke noget, der hæmmer filmens logos-appel overfor den typiske modtager af filmen. Undersøgelsen af New Age og genren viste, at The Secrets pointer på mange måder er «gammel vin på nye flasker». F.eks. kan den genre, som filmen falder ind under, dokumenteres tilbage til 1880’erne, mens dens måde at bruge videnskab og spiritualitet på er typisk for genren i dag. Endvidere har den tendens til ‘bulletpoint spirituality’, som Woodstock påpeger, udviklet sig til en sådan grad af reduktionisme i The Secret, at alt forklares ud fra ét eneste princip og formidles i korte fængende indlæg.
Noget af det nye ved The Secret er måske derfor den særlige indpakning, budskabet har fået, den solide markedsføring og branding bag filmen og det, at den gør sig i stand til også at appellere til modtagere udenfor New Ages kernegruppe. Vi vurderede, at det, der gør filmen mere spiselig for den almindelige modtager end andre lignende værker, kan være, at de spirituelle budskaber ikke er dominerende i filmen. Det spirituelle er der, men det er så alment defineret, at det lægger op til en integration med modtagerens eksisterende holdninger. At filmens budskaber bliver modtaget af et publikum, der befinder sig udenfor New Age, ser desuden ud til at hænge sammen med generelle tendenser i det bredere samfund, som i stadig højere grad har fokus på selvudvikling og på individuelle mål samt tillægger individet ansvaret.
Indledningsvist havde vi desuden den tese, at filmen var inspireret af psykologiske teorier med grund i den videnskabelige psykologi men dog anvendte dette i sin helt egen kontekst. Vi fandt det relevant at belyse anvendelsen af psykologiske begreber ved at foretage en sammenligning mellem filmens idéer og relevante retninger og begreber indenfor psykologien. Med udgangspunkt i filmens hovedemner har vi således undersøgt, hvordan filmens udsagn, grundidéer og grundholdninger forholder sig til relevante begreber indenfor positiv psykologi, kognitiv terapi, sundhedspsykologi og narrative teorier.
Ved at sammenholde The Secret med positiv psykologi, ser vi at en del af lighedspunkterne mellem disse størrelser kan forklares udfra inspirationen fra den humanistiske psykologi, som den positive psykologi deler med New Age. Det viste sig dog, at den positive psykologis grundlag i evidensbaseret videnskab klart adskiller den fra både New Age og humanistisk psykologi, selv om den positive psykologi både forholder sig normativt såvel som deskriptivt samt medregner spiritualitet som en positiv menneskelig egenskab. Der var desuden den interessante forskel, at hvor The Secret har fokus på det enkelte individs ønsker om især materialistiske goder, så har den positive psykologi som erklæret målsætning at hjælpe med at udvikle gode samfund, hvor alle har mulighed for at realisere og udvikle sig. Dog kunne man overveje om ikke de behov, som materialistiske goder dækker i dag, er bundet sammen med de højere behov i Maslows behovspyramide for status, identitet og anerkendelse, og at disse hos nogle har erstattet trangen til selvrealisering og selvudvikling.
Vi så, da The Secret blev sammenholdt med kognitionsterapien, arbejdes der begge steder med individets muligheder for at ændre sin virkelighed gennem ændring af tankemønstre. Der er dog tale om så store forskelle i metoder, målsætninger og teoretisk baggrund, at lighederne må anses for at være meget overfladiske. Sammenligningen med den kognitive terapi satte desuden tendensen til ‘bulletpoint spirituality’ i perspektiv. Den kognitive terapis principper om psyko-edukation, kognitiv behandling, adfærdsterapi og social færdighedstræning går tabt, og filmens modtager efterlades med sine fastgroede skemaer. I bedste fald forventer vi, at filmen kan bekræfte eksisterende positive skemaer, mens den i værste fald kan tænkes at bidrage til selvbebrejdelser eller virkelighedsflugt, hvis forsøget på «at tænke problemerne væk» mislykkes.
Når The Secret bliver sammenholdt med sundhedspsykologiske teorier, ser vi at forestillingen om at psyke og soma spiller sammen har grobund begge steder. I modsætning til The Secret forholder man sig dog indenfor psykologien stadigt undersøgende overfor denne sammenhæng og med bevidsthed om, at man stadig mangler megen viden. Ligeledes kan man finde evidens for virkningen af diverse psykiske teknikker i forbindelse med behandling af sygdom og bevarelse af sundhed indenfor sundhedspsykologisk forskning. De psykiske teknikker har dog en mindre effekt, end hvad der gives udtryk for i The Secret, og filmens tilsyneladende videnskabelige argumenter f.eks. henvisningen til placebo bør nok også her først og fremmest tolkes som et forsøg på at bruge videnskabens autoritet og saglighed til at støtte spirituelle forestillinger. Det mest interessante er dog, at filmens påståede helhedssyn på mennesket i praksis bliver lige så, hvis ikke mere, reduktionistisk end det, vi møder i den traditionelle biologisk orienterede medicin, idet The Secret ser bort fra både biologiske og sociale faktorer og alene fokuserer på det enkelte individs tanker som eneste relevante faktor.
Som vi så, da The Secret blev sammenholdt med psykologiens brug af selvnarrativer, er der indenfor psykologiens brug af narrativer bred enighed om, at vores selvfortælling og dermed vores identitet aktivt skabes og omdefineres i lyset af vores fortid, nutid og fremtidsforestillinger. The Secret fremhæver i tråd hermed, at identitet og livshistorie er noget, der konstrueres frem for at være et produkt af fortiden. Samtidigt har filmen fokus på, at menneskers fremtidsforestillinger spiller en væsentlig rolle i fht., hvem de definerer sig selv som. Til gengæld overser The Secret behovet for at opleve sig selv som uforandret over tid og skabe en meningsfuld sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Ligeledes overses den sociale sammenhæng, som individet indgår i, og som sætter nogle ydre begrænsninger for individets mulighed for at omdefinere sig selv.
Vi ser altså at der findes i The Secrets teorier en vis lighed med flere begreber og ideer hentet fra den etablerede psykologi. Ved nærmere sammenligning har det dog vist sig, at ligheden er forholdsvist overfladisk og bærer præg af, at filmen langt hen af vejen behandler psykologien, som den behandler den øvrige videnskab. Psykologiske teorier inddrages kun, hvis de synes at understøtte The Secrets teser, og som oftest benyttes teorier og resultater udenfor deres oprindelige kontekst. Ved at forholde filmens pointer til psykologiske retninger og teorier er det blevet muligt at sætte filmens påstande om positiv tænknings betydning, vores muligheder for at påvirke vores helbred samt for at redefinere os selv i relevant perspektiv og dermed skille skidt fra kanel. Samtidigt er det blevet tydeligt, at filmens tilsyneladende holistiske idéer reelt er mere reduktionistiske, end hvad der gør sig gældende i den etablerede videnskab.
Endeligt ønskede vi at få belyst det verdens- og menneskesyn, der ligger i filmen og de eventuelle konsekvenser filmens forestillinger og det øgede fokus på selvudvikling kan resultere i. Filmens påstand om, at vores tanker skaber virkeligheden, viser sig at have slægtsskab med det, man indenfor attributionsteori betegner som ‘illusion of control’. Vi problematiserer filmens måde tænke verden på som retfærdig, idet det hos den enkelte kan føre til egoisme og fravær af socialt ansvar, mens det på det samfundsmæssige plan kan føre til en maskering af sociale problemer som personlige problemer. Hvis vi relaterer filmens budskab til ‘self-serving biases’ kan man i tillæg få den frygt, at filmens budskab om fuld kontrol kan føre til selvbebrejdelser hos mennesker, som møder modgang.
I forbindelse med undersøgelsen af positiv tænknings indflydelse på helbred noterede vi os endvidere, at der i filmens overdrevne vægtning af positiv tænkning kan være en fare for, at sygdom bliver fortrængt og forbliver ubehandlet. Ligesom positiv tænkning ikke umiddelbart kan erstatte medicin ved somatisk sygdom, finder vi desuden, at det ville være utilstrækkeligt og uansvarligt at præsentere filmens budskaber for mennesker, som lider underreelle problemer, som kræver en terapeutisk løsning.
Dog fremhæver vi, at disse konsekvenser af filmen må ses i en større sammenhæng, idet filmen kun er én påvirkning blandt mange, som møder modtageren. Det er derfor oplagt, at filmens budskaber og teknikker vil blive forstået og brugt indenfor den livsverden, modtageren allerede befinder sig indenfor. Det er endvidere uvist om filmen med sine implicitte amerikanske værdier overhovedet gør et blivende indtryk på det danske publikum. Som vi har været inde på, kan The Secrets popularitet dog ses som udtryk for den selvudviklingsbølge, der tillige har vundet indpas herhjemme både indenfor erhvervslivet og i privatsfæren.
7. Litteraturliste
Bovbjerg, Kirsten Marie: «Selvrealisering i arbejdslivet», in Brinkmann, Sven og Eriksen, Cecilie (red.): Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur, Forfatterne og forlaget Klim, Århus, 2005.
Brinkmann, Svend og Eriksen, Cecilie: «Introduktion» in Brinkmann, Svend & Eriksen, Cecilie (red.): Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur, Forfatterne og forlaget Klim, Århus, 2005.
Bruner, Jerome S.: «Self-Making Narratives» in Neisser, U. & Fivush, R.: The remembering self Cambridge university Press, New York, 1994 (i følge udleveret pensum).
Claesson, Mogens H.: «Suggestion og sygdom» in Hvidt, N.C. og Johansen, C.: Kan tro flytte bjerge?- om religion og helbred, 2004, Gyldendal.
Christensen, Gerd: Psykologiens videnskabsteori – en introduktion, 1. udgave 2002, Roskilde universitetsforlag.
Drotner, Kirsten M.fl: Medier og Kultur – en grundbog i medieanalyse, 1. udgave, 5. oplag, 2000, Borgens Forlag, København.
Elsass, Peter: Sundhedspsykologi – et nyt fag mellem humaniora og naturvidenskab, 2. udg. 7. oplag, 2000Nordisk Forlag A/S, København.
«Erhvervslivet investerer massivt i positiv psykologi». Erhvervsbladet, 26. juli 2007.
Eriksen, Cecilie: «Selvet i centrum – en filosofisk kritik af essentialismen» In Brinkmann, Svend & Eriksen, Cecilie (red.): Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur, Forfatterne og forlaget Klim, Århus, 2005.
Genter, Peter & Jensen, Kim Knirkholt: Kognitionspsykologi og kognitiv terapi, Nordisk Forlag A/S, København, 2000
Hammer, Olav: På jagt efter helheden. New Age – En ny folketro?, forlaget Fremad, Århus, 1997.
Hogg og Vaughan: Social Psykology, 4. udgave 2005, Pearson Education Limited, England.
Jensen, Uffe Juul: «Sundhed, liv og filosofi» in Jensen, Uffe Juul og Andersen, Peter Fuur: Sundhedsbegreber – filosofi og praksis, 1994 Philosofia.
Knorrenborg Susan: «Selvhjælp A/S» in Information 31. august 2007.
Matlin, Margaret W.: Kognition, 2005, 6th edt., John Wiley & Sons, Inc., Hoboken.
McAdams, Dan P.: «Personal Narratives and the Life Story» in Pervin, P. and John, O.: Handbook of personality: theory and research, 2th edt., 1999, The Guilford Press, New York.
Myszak, Anders & Norby, Simon: «Positiv psykologi», Psykologi Nyt, nr. 16, 2006.
Mørch, Merete M. & Rosenberg, Nicole K.: Kognitiv terapi – modeller og metoder, Hans Reitzels Forlag, 2006.
Nielsen, Helle Broberg: «Positiv psykologi: Fra lidelse til livsglæde», PsykiatriInformation, s. 16-18, 14. årgang, juni 2007.
Oestrich, Irene Henriette: Tankens Kraft – kognitiv terapi i klinisk praksis, Dansk psykologisk Forlag, Virum, 2004.
Rosenberg, Nicole K.: «Kognitiv terapi – historie og centrale begreber», Månedsskrift for praktisk lægegerning, årgang 85, maj 2007.
Sarbin, Theodore R.: The narrative as a root metaphor for psychology» in Sarbin, T.S.: Narrative Psychology: The storried nature of human conduct, 1986, Praeger, New York.
Schacter, Daniel L.: The seven sins of memory – How the mind forgets and remembers, 2001, Houghton Mifflin Company, Boston, New York.
Seligman, Martin E. P. & Mihaly Csikszentmihalyi: «Positive Psychology – An Introduction», i American Psychologist, januar 2000, s. 5-14.
Sæther, Nina Østby: «Selvrealiseringens patologi» in Brinkmann, Svend & Eriksen, Cecilie (red.): Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur, Forfatterne og forlaget Klim, Århus, 2005.
Zachariae, Bobby: Visualisering og helbredelse, 1992, Munksgaard København.
Zachariae, Bobby: Evnen til selvregulering: Sundhed i bio-psyko-socialt perspektiv, 1997.
Woodstock, Louise: «Vying Constructions of Reality: Religion, Science, and «Positive Thinking» in Self-Help literature» in Journal of Media and Religion 4(3), 2005. Lawrence Erlbaum Associates, Inc.
7.1 Internetsider
Gawain, Shakti: «Creative Visualization», citeret på http://www.spiritsite.com/writing/shagaw/part4.shtml, copyright 1995, hentet d. 28. november 2007.
Sct. Hans hospital, «Hvad er kognitiv terapi?», 5. december 2006, http://www.hosp.dk/SHHAfdeling-m.nsf/ResponseDokumenter/2DDFC406ED2DEA2AC1256B88004B4AFA, hentet d. 18. november 2007
7.2 Andre medier
TS: Byrne Rhonda & Esther Hicks, Hale Dwoskin, Mike Dooley, Bill Harris, Fred Alan Wolf, Dennis Waitley, Marci Shimoff, John F. DeMartini Marie Diamond, Michael Beckwith, Lee Brower, Morris Goodman, Bob Proctor, John Assaraf, James Ray, Joe Vitale Esther Hicks Abraham: The Secret, 2006, Prime Time Productions (filmen).
Noter
[1] Af de 23 bidragsydere, der optræder, kan der bestilles bøger af de 19 over amazon.com. Hovedparten af disse bøger ser ud til at beskæftige sig med emner indenfor selvudvikling, populærpsykologi, New Age og økonomisk fremgang.
[2] http://hagelin.org/.
[3] I kognitionspsykologisk sammenhæng beskrives den del af hukommelsen, der vedrører hændelser og emner, der relaterer sig til personen selv (bl.a. verbale narrativer) som ‘autobiografisk hukommelse'(Matlin 2005: 152). Også indenfor forskningen i autobiografisk hukommelse påpeges det, at vi generelt ser os selv som sammenhængende og stabile og derfor undervurderer, hvor meget vi har forandret os gennem livet. Dette, at vi har en tendens til at overdrive overensstemmelsen mellem vores fortid og nutid i fht. vores følelser og forestillinger, er medvirkende til, at vores minder bedst kan forstås som forvrængninger eller rekonstruktioner. Fænomenet beskrives indenfor kognitionspsykologien som ‘consistency bias’ (Matlin 2005: 157 og Schacter 2001: 139).
(Amina Lap og Pia Tobberup er magisterstuderende ved Universitetet i Aarhus. © 2007)